Skolen på Finlandsvej – Klasser
Beskrivelse af grundklasserne 7.-10. kl. – Skolen på Finlandsvej
Grundklasserne er for elever fra 7.-10. kl. med sammensatte vanskeligheder (sociale, emotionelle og/eller kognitive), som af forskellige årsager har brug for at have et skoletilbud med en mere struktureret og forudsigelig hverdag samt tydelig guidning gennem visuelle støttesystemer og stilladsering i undervisningen. Der er et begrænset antal elever i klasserne og tolærerordning i de fleste af timerne til at understøtte elevernes trivsel og læring. Eleverne i skolens grundklasser har en skoledag, der kører fra 8.10-13.45 hver dag (fredag til. kl. 13). Det er en varieret skole-hverdag eleverne møder med mulighed for tilvalg af en masse kreative og håndværksmæssige valgfag i skolens store og indbydende værkstedsrammer, ligesom der er et stort fokus på at gøre eleverne klar til næste skridt fx gennem brobygning og praktik i tæt samarbejde med skolens uddannelsesvejleder. Strukturen på skoledagen er således, at eleverne typisk har alt den fagfaglige undervisning indtil middag hvor efter de kreative valgfag tager over. I dette tages der hensyn til, hvornår eleverne profiterer mest af den boglige undervisning i løbet af skoledagen. Der arbejdes henimod, at eleverne i skolens grundklasser kan tage Folkeskolens afgangsprøver i de fleste fag i 9. og 10. klasse.
Beskrivelse af Praksisklassen – Skolen på Finlandsvej:
Elever, der er tilknyttet praksisklassen, går i 8.-10.kl. og har brug for et særligt tilrettelagt skoletilbud, hvor der fagligt er fokus på grundfagene dansk, matematik og engelsk med en klar ambition om, at eleverne går til prøve i FP9 og FP10. I et individuelt tilrettelagt skema kan der også være mulighed for en reduceret skoledag, hvis eleven vil profitere af dette. Derudover bliver eleverne i løbet af skoledagen præsenteret for flere forskellige praksisfaglige tilgange til forskellige håndværksfag ligesom forskellige både fælles og individuelle praktikforløb indgår, som en naturlig del af skoletilbuddet for at gøre eleverne klar til næste skridt i deres fremtidige uddannelsesliv i form af EUD, FGU og/ eller STU- forløb. Målgruppen er elever, der i højere grad er udfordret på det fagfaglige skolearbejde, og som har brug for en mere varieret skoledag med praksisnære fag for at kunne lykkes i deres skoleliv.
Beskrivelse af Trivselsklassen – Skolen på Finlandsvej:
Elever, der er tilknyttet trivselsklassen, er de elever fra 7.-10. kl., der hører til de mest sårbare og som har brug for mindre og endnu mere trygge rammer for deres skolegang. I gruppen er der fagligt fokus på grundfagene dansk, matematik og engelsk med en klar ambition om, at de skal gå til prøve i FP9 og/eller FP10 i disse fag. Ligeledes er der et stort fokus på trivselsarbejdet, hvor der bliver arbejdet målrettet med elevernes karakterstyrker ift. fx at kunne genvinde troen på egne evner omkring skolearbejdet. Der er mulighed for at lave et individuelt tilrettelagt skema, der kan imødekomme elevens udfordringer samt mulighed for en reduceret skoledag, hvis eleven kan profitere af dette. Målgruppen er elever, der har været i skolevægring samt særligt sårbare elever, der har brug for et mere skærmet tilbud end skolens andre grundklasser. Målet på sigt er, at kunne klæde eleverne på fagligt, personligt og socialt til at kunne indgå i skolens grundklasser, ligesom vi også her har et stort fokus på at hjælpe eleverne videre i uddannelsesforløbet efter 10.klasse med sigte på et EUD, FGU eller STU- forløb.
Beskrivelse af særlige individuelle skoleforløb - Skolen på Finlandsvej:
I Skolen på Finlandsvej har vi også mulighed for at tilrettelægge et særligt individuel skoletilbud for elever, der har været udfordret af massivt skolefravær i deres skoleliv. Arbejdet tager udgangspunkt i hjemmeundervisning, hvor eleven gennem gentagne mestringsoplevelser genskaber troen på egne evner med at lykkes i det faglige skolearbejde. Derudover arbejdes der med at identificere de udfordringer, der har ført til skolefraværet og i et samarbejde udarbejdes en plan for gradvis eksponering med henblik på tilbagevending til skole.
Målet er at få landet eleverne ind i fx trivselsgruppen, så de bliver eksponeret for og trænet i at indgå i sociale relationer igen i mindre og mere skærmede rammer. På sigt kan målet for nogle elever være at blive inkluderet delvist eller helt i andre af skolens klasser.
I helt særlige tilfælde er det muligt at lave individuelle skoleforløb omkring dansk, matematik og engelsk for elever, der af forskellige årsager ikke kan indgå i skolens grupper eller klasser og har brug at blive undervist 1:1 i et færre antal lektioner om ugen. Dette samarbejde kan foregå i samarbejde med andre aktører fx i forhold til mere socialpædagogiske indsatser.